Elguitar til begynderpris
Mange vil gerne ha' en ikke alt for dyr guitar, når de tager hul på det der med at spille guitar. Hvis eksperimentet ikke går godt, er det rart at man ikke har skudt familieformuen af på en ny dyr guitar. Til gengæld er det ikke altid en god idé at købe sig een af de allerbilligste nye guitarer, da nogle af dem simpelthen er for dårlige. (Jeg siger pænt nej tak når jeg får tilbudt brugte udgaver af nogle af de mest solgte begyndermærker.) Hvis guitaren er for problematisk, kan det jo ende med at man giver op - og det er sgu' da en skam. De færreste af os når op på orange scene i Roskilde, men det er helt sikkert at de fleste af os har haft en masse fede oplevelser på grund af guitaren.
Jeg prøver at have et par brugte "begynderguitarer" stående i prisklassen under 1000 kr. - typisk guitarer der ville koste det dobbelte som nye. De har for eksempel bevist at halsen ikke har tænkt sig at blive skæv på rekordtid og de er typisk bedre justeret end nye discountguitarer.
Måske kan du også finde en endnu bedre guitar i prisklassen 1000 til 1500 kr. hos mig. Så får du en guitar, som du nok ikke skifter ud lige med det samme når du er kommet godt i gang.
Jeg har ikke længere den viste guitar
|