Facts og nørderier

Her vil jeg skrive små facts og mærkværdigheder.

Höfner pickupper fra tresserne
er ikke uden problemer. Der har været en fandens masse gamle Höfner guitarer/basser igennem mit værksted, så jeg kender efterhånden indersiden af en Höfner pickup temmelig godt. Leverandøren Franz Pix lavede en del "lort" fra begyndelsen af tresserne og ca 6 år frem. De fleste af disse virker bare ikke længere, måske udover en smule "spøgelseslyd". Deres pickupper fra 1950'erne og de nyudviklede pickuptyper efter ca. 1967 er der ikke meget bøvl med. En anden spøjs detalje ved gamle Höfner pickupper er, at en god del af dem der påstås at indeholde to spoler, rent faktisk kun indeholder én spole. Jeg har senest oplevet det med "Super" pickupperne. Höfners singlecoil pickupper kan sagtens lyde godt - det er bare en smule plat at pynte på facts.

The Divorce Factor
En kendt guitarsamler fortæller at han altid tænker på "The Divorce Factor" når han køber endnu en sjælden gammel guitar: "Er denne guitar så dyr at jeg denne gang ryger ind i en skilsmisse ?"
Jeg har ikke tænkt over det på den måde - men overvejelsen er meget sød - ikke ?

Stradivarius myten
Læs om en interessant instrumenttest her:

Danelectro
Dette amerikanske firma har altid stået for billige elguitarer, forstærkere, pedaler etc. Alligevel har de gang på gang dannet skole for andre producenter af musikgrej. De fremstillede i 1950'erne og 1960'erne guitarer til amerikanske postordrefirmaer - hvoraf nogle af dem stadig har kultstatus. Tænk bare på Airline guitarerne som feks Jack White fra White Stripes stadig benytter.
Danelectro lavede egne designs som for eksempel deres Longhorn modeller. De eksperimenterede med at gøre fremstillingsprisen billige og benyttede for eksempel masonite-plader til guitarkroppene og de brugte almindelige læbestifthylstre til pickupcovers. Det kom der vellydende guitarer ud af. Guitarer og pickupper som er blevet efterlignet af nogle af branchens dyre drenge. Det er for eksempel stadig muligt at købe nye dyrere efterligninger af deres Lipstickpickupper. Steve Ray Vaughn og mange andre rockmusikere har brugt Lipsticks på deres dyre guitarer.
Danelectro var først med den 6-strengede elbas, som Fender hurtigt efter kopierede. Så vidt jeg ved var de også først til at masseproducere den 12-strengede elguitar, hvor Rickenbacker, Gibson og Fender derefter introducerede deres udgaver af 12-strengede elguitarer. Den elektriske Coral sitar kom også fra Danelectro. Sitarens specielle lyd kan stadig kan høres på nye optagelser.
Nathan Daniel oprindelige firma nåede kun at eksistere i 20 år og blev solgt i 1967. To år senere lukkede den nye ejer firmaet.
Navnet eksisterer igen nu - man sælger for eksempel billige vellydende effektpedaler, ligesom man stadig kan købe deres guitarer.
Firmaet har aldrig været berømte for høj teknisk kvalitet - men hold da kæft hvor var de innovative og fremme i skoene.
I den senere tid har jeg desværre mødt nogle ret dårlige halse på næsten nye Danelectroer.
Halse der krummede grundigt - øv.

Jerry Jones Guitars var et lille firma i Nashville, der byggede nye gode udgaver af berømte Danelectro guitarer fra 1950'rne og 1960'rne. Guitarer i en højere kvalitet end de senere års originale modeller. Desværre lukkede Jerry Jones firmaet i 2011. Se firmaets hjemmeside.

Jolana guitarer De tjekkiske Jolana guitarer var udstyret med en lille detalje som jeg ikke har set andre steder: Een af remknopperne kan skrues af og benyttes som skruetrækker. En spøjs detalje.

Leo Fender
der skabte Telecasteren, Stratocasteren, den elektriske bassguitar samt nogle af de mest betydningsfulde guitarforstærkere - ja, hvad med ham? Leo lærte såmænd aldrig selv at spille guitar.
Angående Leo Fenders tidlige forstærkere, så er de også grundlaget for en del af de store forstærkerfirmaer opstartsfase. For eksempel er Marshalls første guitarforstærker voldsomt inspireret af en Fender Bassman. Mesa Boogie er en af de mange andre, der lænede sig op af Fenders forstærkere i starten.

Grandpa Factor
Jeg faldt over et skægt og relevant begreb i en bog om rørforstærkere: Grandpa faktoren handler her om at man skal gøre sig klart hvorfor man synes om lyden. Er det fordi det er den lyd, man kender fra de "go'e gamle dage" på plader og live - eller er det fordi rørforstærkeren faktisk lyder stinkende godt på sine egne betingelser? Vi kender det jo blandt andet fra en del folk der spiller Gipsy Jazz. Tidligere forsøgte en del musikere af skabe en lyd der svarede til de halvdårlige indspilninger, vi kendte musikken fra. Jeg kender en guitarist som kørte guitarsignalet igennem to equalizere for at skabe den "rigtige" flade lyd. Det skabte den helt rigtige stemning, selv om det jo egentligt lød elendigt. Det er vel også en variant af Grandpa faktoren?

Hvis du er den første der ser disse linjer og den første der sender mig en mail om det, så kvitterer jeg ved at sende dig et sæt strenge og nogle plektre. Skriv i mailen hvor du fandt linjerne.

Gibson PAF
Mange taler om Gibsons berømte Patent Applied For (PAF) humbucker pickupper. Gibson var hurtigst ude med at få patent på en støjsvag dobbeltpickup til elguitarer. Gretsch var kun nogle uger bagefter. Selve humbucker-ideen er faktisk 20 år ældre end Gibsons patent, men her drejede det sig om en pickup til et mangestrenget instrument og ikke til en 6-strenget guitar. Men - for at vende tilbage til PAF pickupperne - da Gibson begyndte at skrive patentnummer på deres humbucker-pickupper, benyttede de fejlagtigt et patentnummer fra en strengestol (eller sådan noget) og altså ikke patentnummeret for humbuckerpatentet. Først efter nogle år blev dette rettet.

Overdrive i gamle dage
Overdrive/distortion lyd i gammel bluesmusik er opstået ved en slags tilfældighed. USA's tidlige "elektriske" bluesmusikere var for det meste ikke rige. De købte hvad de havde råd til af de mere velbetalte jazzmusikere - og det var brugt og tit utilstrækkeligt grej. En for lille halvsmadret rørcombo og en udtryksfuld bluesguitarist - vupti, så havde man den fine overdrive eller distortionlyd som idag kan være en effekt man bruger mange penge på at opnå.

Båndfalskhed
Ordet båndfalskhed er let at misforstå. Oftest er det strengelængden, der på en eller anden måde er forkert. Enten er sadlen eller stolen placeret forkert. Det er yderst sjældent at afstanden mellem de enkelte bånd er forkert. Altså er det ikke båndene der er problemet.
En lille anekdote om en båndfalsk guitar:

Hvad er en Lawsuit guitar ?
Læs lidt om hvad det der med Lawsuit guitarer egentlig er for noget :