Guitarsamler
streg
Forside Guitarer Andet grej Reparationer Baggrund Alt det andet Kontakt
streg
 


Jan Irhøj og guitarerne

Da Jan købte de første halvdefekte guitardele af mig, tænkte jeg ikke så meget over det. Godt een uge senere modtog jeg en mail fra Jan. Den indeholdt blandt andet billeder af to nyistandsatte guitarer, som var resultatet af de brokker, jeg lige havde solgt. Jeg kendte ham jo godt som musiker, men denne side af ham var ny for mig - og arbejdstempoet/kvaliteten imponerede mig en smule.

Jan er involveret i en række forskillige musikprojekter. Her kan du se og høre et af dem : #

Jeg har bedt Jan fortælle lidt om sig selv - mest om musik og guitarer:
"Der har altid været musik og guitarer omkring mig. Mine forældre spillede guitar, klaver og klarinet. Min far var værktøjsmager og havde altid nogle konstruktioner og projekter i gang hjemme i det 2,5 kvadratmeter store hobbyrum/værksted, han havde indrettet. Faktisk var det nærmest et ombygget stort klædeskab han sad i. Men det var et magisk rum for ham - og jeg kiggede med over bordkanten.
Min far byggede f.eks. en elguitar helt fra bunden tilbage i 1959. Vistnok ud fra nogle tegninger i bladet Populær Mekanik. Min halvsøster Jette tog rundt med den og en lille rørforstærker – som min far også byggede – og spillede Elvis og Bill Haley sange på kroer og lignende steder.
Jeg husker at den var ret tung – massiv mahogni og at halsen var tyk – men mand – den kunne sættes til en forstærker....vildt.

Da Beatles fra 1962 gjorde hvad de kunne for at ændre musikverdenen for evigt (det lykkedes ihvertfald at ændre min verden)  –  var guitarer, forstærkere og det at spille absolut det største. Jeg fik min første fine røde elguitar i 1966 – en rød Klira Tornado og jeg har spillet siden.
Og jeg har den endnu. Sammen med 29 andre - og en del projekter. Siden ”Populær Elektronik” guitaren har min musikverden bestået af både indspilninger, opbygning af studier, livejobs og projekter. Og det med projekter kan man også sige gælder mit ”guitarforhold”. Jeg kan godt lide at justere, forbedre og lave lidt om...

Og i den proces er jeg stødt på blandt andet Peters hjemmeside. En del stumper og guitarer er rejst derfra og bliver brugt i nye sammenhænge hos mig.
F.eks. spillede jeg i foråret 2009 en trafikteaterforestilling ”Dyt, Båt og KlingKlang” i København på Zangenbergs Teater i Pilestræde. Og en af grundideerne var at vi – trioen Rumlerim  –  skulle repræsentere trafikfarverne rød, gul og grøn. Også via de instrumenter vi bruger. Jeg så at Peter havde en flot Squier – knaldrød - så den måtte jeg lige afprøve. Den spillede perfekt og sammen med en anden Peter guitar – en rød Höfnerhybrid – var det forestillingens røde elguitarer gennem 76 forestillinger.

Efterfølgende har jeg skruet en del guitarer sammen – jeg kan lide at skærme dem ordentlig, rette halse, skifte halse og afprøve pickupper etc. – kort sagt synes jeg at det er skægt at få noget der ser lidt kuldsejlet ud, til at virke og endda spille bedre, end det måske gjorde fra nyt.
Et eksempel er en gammel Höfnerhals og krop som Peter havde liggende. Halsen var mildt sagt skæv på den ufede måde...jeg tog mod til mig og flåede båndene af, skiftede dem med nye brede Gibsonagtige og den hals spiller nu på en skæg køkkenbordpladeguitar jeg har lavet. Höfner kroppen fik en anden hals og spiller dejligt – så der blev lige pludselig to gode instrumenter ud af det.

Jeg har også lavet en del tests af prisbillige guitarer – de ligger på YouTube. Erfaringen med mange af disse er, at et sæt nye gode strenge – justering af hals/intonering gør underværker, hvis altså udgangspunktet er nogenlunde solidt lavet.

Lige nu er to projekter ved at løbe af stabelen her fra studiet: En hyldest CD til ZOO Kbh. der fylder 150 år – samt et CD projekt til Red Barnet/Mary Fonden.

På det sidste er en god del af de mærkelige guitarer, jeg med glæde kan kigge på, blevet brugt.

Hilsen Jan, Kildegården, august 2009"

Du kan se lidt flere data her, hvis du klikker på fotoet:

Jans guitarer og en enkelt banjo

 



Teaterprojekt

Jan, iklædt rødt tøj spiller børnetaeter:
”Dyt, Båt og KlingKlang”


Se Jans nye spade:

 
streg