Guitarsamler
streg
Forside Guitarer Andet grej Reparationer Baggrund Kontakt
streg
 

Prøvekluden /Arbejdshesten

Min prøveklud, arbejdshest og brugsguitar er baseret på mit ideal Telecasteren, som er Leo Fenders genistreg fra 1951 hvor jeg blev født. Den skal aldrig blive helt færdig. Guitaren skal blive ved med at lære mig en masse om de enkelte deles betydning. Derfor bliver der jævnligt byttet dele ud på den.

Guitarens pickupper er;  Dimarzio Virtual Vintage DP406 i halsposition(*1), Fender Stratocaster SCN som midterpickup og en Bill Lawrence Telecaster 250L-T ved stolen. .
Ved hjælp af et push/pull potmeter i tonekontrollen kan jeg koble halspickuppen. Det gi'r syv pickupkombinationer uden at jeg kommer ud i noget med grim fasevending.
Det kan ikke lade sig gøre at få mange forskellige guitarers lyd bygget sammen i een guitar, men jeg har da opnået en bred vifte af lydmuligheder til klassisk rock.

Kroppen er en håndlavet McMiller(*2) fra Odense. Ren mahogni i to stykker. Selv om Steve Vai og andre mener at en Tele ikke må være af mahogni, er jeg vildt glad for dens sustain, tyngde og udseende. Strengeholderen er med seks slæder og kant op langs siden af bropickuppen - ligesom den Telecaster, jeg spillede på i tresserne.

Halsen er fra Peavey. Jeg havde købt en brugt koreansk Peavey Strat og fandt ud af at halsen fra den er rigtig god. Den japanske Ibanez hals, der ellers sad på min Tele, måtte så degraderes - mest på grund af halsens lidt tykke facon. Peaveyhovedet har fået en tur, så designet passer lidt bedre til Tele-kroppen. Stemmeskruerne er Gotoh.

Det er tydeligt at krop og hals påvirker lyden væsentligt. Jeg har haft en masse forskellige pickupper på min prøveklud og hele vejen igennem har guitaren beholdt en genkendelig grundlyd.

Når jeg er ude at spille med vort hobbyband(*3), hygger jeg mig med at have en af mine mærkevare guitarer stående ubenyttet som ekstraguitar på scenen hele aftenen. Jeg elsker jo kommentarer som "Jamen, hvorfor spiller du ikke på Fenderen?"

(*1)
En pickup til halspositionen har været det sværeste at finde. Der har siddet en Vintage Fender Strat singlecoil, en 70'er Gibson minihumbucker, en Gibson 57 Classsic humbucker, en Seymour Duncan Jazz humbucker, en DeArmond (Guild Starfire) humbucker, en Fender Telecaster Elite pickup, en Bartolini mini dobbeltspolepickup, en Gretsch Filtertron humbucker og en Seymour Duncan minihumbucker ved halsen. Alle lød godt alene, vanskeligheden bestod i at fungere ideelt sammen med de andre pickupper i alle kombinationer.

(*2)
Jeg modtog et brev fra Odense:

Hej PeterFrostrup
Et lille kuriosum: Du efterlyser en MacMiller Telecaster-krop: Det morede jeg mig over, da jeg var med til at starte MacMiller Guitars. MacMiller er ikke amerikaner, men ganske dansk og hed dengang Morten Møller og er uddannet instrumentmager. Hans fulde navn er nu Morten Mark Skovgaard Simonsen.  Han havde en musikforretning i Odense i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Jeg arbejdede i forretningen, dels med salg og dels med justering af guitarer og pickupmontering. Branchen var hård og forretningen kunne ikke løbe rundt, så den blev lukket. I stedet startede Morten et guitar- og flightcaseværksted, og som en en biting begyndte vi at producere customguitarer. Halsen på guitarerne var udmålt efter min Ibanez-guitars hals, og som krop-model valgte vi dels en modificeret strat-krop og dels en tele-krop. Både kroppe og halse blev fremstillet på en cnc-fræser i en møbelfabrik i Sønderjylland. Finpudsning, montering af trussrod, pålimning af gribebræt og samling af guitarerne lavede vi i Odense. Lakeringer blev lavet hos en autolakerer. På de første brugte vi ESP-pick-up'er, senere blev det Seymour Duncan eller kundens eget valg. Schaller Floyd Rose var standard på Strat-modellerne. Desværre var det i længden ikke rentabelt at fremstille guitarer, firmaet blev solgt, jeg læste til pædagog, og Morten lever i dag af at være køkkenmontør. Jeg fik aldrig en MacMiller guitar selv.
Generelt kan man sige, at det var et enmandsfirma, for det var baseret på venner og bekendte, der hjalp til, når de havde tid.

Om din flotte guitar(krop). Den er fremstillet i 1991 eller senere, da vi ikke lavede rene træmodeller, mens jeg arbejdede for Morten.
Jeg vil gætte på, at din guitarkrop er lavet af møbelmahogni af den fineste slags. Senere lavede Morten også nogle basser i samme finish som din guitar.
Jeg ved ikke helt præcist, hvornår MacMiller stoppede produktionen, men jeg vil gætte på, at det har været i 1994, for jeg var ekstraordinært nede i hans værksted og lave nogle pickupmonteringer i sommeren 1993, og da var der stadig gang i den.

Venlig hilsen fra Per Møller Jensen, Odense, Januar 2010

(*3)
Hobbybandet:
Klik her

Arbejdshesten
 
streg