Guitarsamler
streg
Forside Guitarer Andet grej Reparationer Baggrund Alt det andet Kontakt
streg
 

Gretsch Country Gentleman

En Gretsch Country Gentleman fra halvfjerdserne er ved at blive renset og justeret.

Hals reparation

En vellykket limning af en knækket hals

Luth

En ældre historie hvor en gammel luth trængte til en hovedreparation.

Harmony Rocket er ved at få genetableret
sin elektronik



 

 


Nogle projekter

En smuk gammel Barslev mandola er blevet renset og poleret - den er fra 1955 og alligevel er der ikke en eneste revne i den rundede bagside eller noget andet sted - fantastisk.

Lige for tiden støjdæmper jeg en del guitarer. Det er typisk gode mellemklasseguitarer der fungerer fint, lige bortset fra at de samler alt for meget støj op. En kombination af grafitmaling, kobberfolie, samt ekstra stelforbindelse gør som regel en kæmpe forskel. Ved samme lejlighed er det normalt at guitarens hals bliver finjusteret og hunjackstikket bliver strammet eller udskiftet.

En ny tendens: Jeg er begyndt at få kunder der lige har købt nye guitarer via nettet. De får justeret guitarerne og til tider sat dem op til den strengetykkelse, de foretrækker. Summen af nyprisen og min service er oftest under den almindelige butikspris.
Ikke alle butikker husker at finjustere de nye guitarer der kommer hjem, selv om de husker at fortælle at de gør det.

Akustiske guitarers piezopickupper kan begynde at brumme, når de bliver nogle år gamle. Jeg ved ikke hvorfor, men nu har jeg fundet ud af at reparere den slags fejl. Nogle påstår at de guitarer, jeg har repareret, støjer mindre end da de var nye.

En kontrabas var væltet i et musikundervisningslokale og resultatet var at hele halsen var slået af kroppen. Nu spiller bassen igen.

En ny variant af wiringproblemer i en guitar. På en temmelig god guitar var wiringen mellem pickupper, omskifter og potmetre loddet helt forkert sammen. Resultatet var at indstillingsmulighederne var dybt mystiske. Måske var det også grunden til at den tidligere ejer solgte guitaren til mig. Nu er wiringen sat op så den almindelige indstillingslogik er tilbage.

Fantasifulde wiringer: På det seneste har jeg været ude for to guitarer og en overdrive pedal med meget kunstneriske forsøg på at ændre "det elektroniske". Tidligere ejere havde ændret ledningsføring samt komponenter uden at have det mindste begreb om tingene. "jeg tror sgu lige at jeg skifter den der dims ud med et andet farvet bolsje" - resultatet var at grejet blev totalt lydløst, selv om det ikke lige var meningen. Jeg må give de tidligere ejere maximum point på grund af underholdningsværdien.
De to guitarer spiller igen og pedalen er kasseret.

Tekniske forbedringer: Det er gået op for mig at jeg næsten altid foretager forbedringer på de guitarer, jeg sætter i stand. Det kan være en bedre støjdæmpning, etablering af stelforbindelse, voksbehandling af pickupper, en bedre tilpasning af den eksisterende saddel, montering af et bedre hunjackstik eller noget helt andet.
På nyere begynder- og mellemklasse guitarer handler det oftest om at guitarerne aldrig har været korrekt "sat op" og justeret. Endelig er der jo sjuskefejlene der indimellem forekommer på alle kvalitetstrin. Min yndlingshistorie i den retning går ud på at halspickuppen på min første Gibson Les Paul ikke kunne sidde lige og parallelt med strengene. I udfræsningen under pickuppen fandt jeg nogle pænt store løse fræsespåner, der aldrig var blevet fjernet under fremstillingen af guitaren. Der var simpelthen ikke plads til pickuppen i udfræsningen, så jeg måtte fiske spånerne op med en pincet inden jeg satte pickuppen på igen.

Jeg har nu besluttet at jeg vil forbedre de instrumenter, jeg istandsætter. Planen er altså at jeg vil søge at gøre dem bedre end da de var nye. Undtagelsen er selvfølgelig at jeg ikke forbedrer deciderede samleobjekter, så de derved ville tabe værdi.

På det seneste har jeg voksbehandlet en del ældre pickupper. Sagen er jo at rigtig mange gamle guitarpickupper meget begynder at "hyle" - desværre ikke på den rigtige feedback-måde. For rigtigt at kunne bruge en sådan gammel guitarpickup på scenen, er det nødvendigt at minimere pickuppens mikrofoniske egenskaber, ved at bade pickuppen i flydende voks i 10 til 30 minutter. Virkningen er forskellig, men indtil nu har det for mig løst problemerne hver gang.

Så har jeg tilpasset en justerbar stol til en kontrabas. Faktisk vidste jeg slet ikke at sådan een eksisterede. En kunde ønskede at strengene skulle ned at ligge tæt på gribebrædtet samt at strengehøjden skulle kunne tilpasses til forskellige måder at spille på. En fuldfed kontrabas fylder søreme godt på mit arbejdsbord.

Hvad gør man når en baspickup skal understøttes fordi den sidder løst - man tager kvitteringen for huslejen, folder den omhyggeligt sammen og stopper den ind i bassen. Nu ved jeg i hvertfald at en tidligere ejer af min Eko bass betalte 1250 kr om måneden i husleje.
Måske er der noget særligt omkring Eko. Den allerførste Eko guitar, jeg justerede, havde et stykke sammenfoldet italiensk avis imellem kroppen og halsen. For at vinkle halsen rigtigt, forstås.

- og så pludselig ser man at der sidder en lille seddel inden i den gamle jazzguitar man roder med. Den samme guitar blev sgu' også repareret i 1944. Dengang var det Rikard Jensen.

Der var ikke lyd i min gamle Aria/Diamond guitar, da isoleringen på wiringen nærmest var gået i opløsning. Derfor lavede jeg en helt ny gang wiring og genbrugte kun omskifteren.

En proff Takamine klassisk guitar har fået en opgradering med en ny piezo pickup.

En smuk Gibson Hummingbird var væltet, så halsen var knækket oppe ved hovedet.
Den er blevet gensamlet og spiller fint igen.

En af de mere finurlige fejl: Jeg havde et sæt stratpickupper som lød småmærkeligt, når man spillede på to pickupper samtidigt. Lidt modfaselyd uanset hvordan jeg ændrede ledningsføringen. Det viste sig at en enkelt magnet i midterpickuppen var vendt forkert, så een strengs lyd var i modfase i forhold til de andre. Det tog sgu noget tid at regne den ud.

Ikke alle eksperimenter lykkes 100%. Jeg havde for nylig sat en Gretsch Filtertron humbucker på den Telecaster jeg spiller på i bandsammenhæng. Den lyder flot alene og i mellemposition mellem halspickup og midterpickup lyder den fantastisk - men der kommer desværre et men - der er blevet så stor forskel i pickuplyden at jeg ikke længere kan spille med samme forstærkerindstilling i alle pickuppositioner. Den fede Bill Lawrence bropickup lyder simpelthen for skarpt når Gretsch pichuppen er indstillet til at lyde fedt. Det er ikke så praktisk "på scenen".
Det endte med at jeg har sat en gammel Seymour Duncan Alnico minihumbucker på i halsposition - det virker !

Jeg har lige været igennem en periode, hvor de væsentligste reparationer på indkøbte instrumenter, har været at fjerne underlige forsøg på at forbedre dem. OK, det er så tit fulgt op af egentlige forbedringer.

En gammel Høfner jazz guitar er blevet renset for en masse håbløs hjemmebygget elektronik fra tresserne.

Så skete det igen - jeg har måttet forkorte afstanden mellem saddel og første bånd på en kvalitetsguitar. Jeg kunne sammenligne båndenes placering med en anden kvalitetsguitar med samme mensur. Her var den 1,2 mm gal. Det var umulig at stemme guitaren og man kunne kun bruge guitaren hvis man spillede med barrégreb eller holdt sig fra første bånd.

En sjov og anderledes opgave har været at reparere udstyr fra en folkeskole. Det mindede mig lidt om grej der stammer fra heavy rock folket. De har det til fælles at man ser ødelagte stik og potmetre og omskiftere - tegn på hårdhændet behandling.
Jeg overvejede lidt om man kunne tænke noget armeret beton ind i konstruktionen af instrumenter og udstyr.

En super lækker Ibanez AS-50 jazzguitar fra 1982 har fået nye stemmeskruer og nye originale Ibanez Super 58 humbuckere. Dengang blev guitaren leveret med lidt mere rå pickupper, som hed Ibanez V2. John Scofield signature guitaren har de klassiske Super 58 og det var denne lyd jeg ville ha'. Nu er der kun en synlig forskel og det handler om at en fabriksny Ibanez Scofield guitar har mere "pynt".

Min Stratocaster fra 1979 er blevet gensamlet nu. En tidligere ejer havde forlist alle metaldelene fra den. Heldigvis var slagpladen med pu'ere og eletronik ikke forsvundet. Jeg har brugt en bid af familieformuen samt en hulens masse tid på at skaffe nye originale Fenderdele til den. Nu er den hel igen.

En stratkopi lød meget mærkeligt, når man spillede på to pickupper samtidigt. Det tog mig nogen tid at opklare mysteriet: En eller anden jubelnar havde vendt nogle af magneterne forkert i alle tre pickupper. Da magnetretningen blev ensartet i alle tre pickupper, spillede guitaren som en drøm. En go' én!

Jeg er begyndt at varmebehandle guitarhalse, der skal korrigeres for en for stor krumning. Også selv om det ikke er ret meget, det handler om. Resultatet bliver mere nøjagtigt, når man ikke bare retter op ved hjælp af trussrod'en.


En venstrehånds Hohner PJ Bass har fået udskiftet en pickup - og så har den fået strenge på igen. Et loppekøb er blevet til en god bas igen.

Min Harmony Rocket fra 1961 har fået genmonteret elektronikken. Seks potmetre plus jackstikket skulle bringes på plads via et f-hul på forsiden af den semiakustiske guitar. Jeg følte mig lidt som en gynækolog, mens jeg puslede med den opgave.

En Epiphone Les Paul har fået ny omskifter. Halsen er fik også en tiltrængt justering.

En gammel Ibanez Stratkopi er blevet justeret, så den kan stemmes ned i C#.
(Gratis service for en god kunde)

Så har jeg også prøvet at smide en elguitar til storskrald. Efter at have købt en rigtig billig supermarkedsstrat på loppemarked, måtte jeg konstatere at næsten alle delene var i for dårlig kvalitet. Jeg beholdt nogle knopper og skruer. Resten er nok kremeret nu.

Tre Höfner Jazzboxe har fået monteret floating minihumbucker pickupper for enden af halsen. Det har givet de cirka 60-årige guitarer nyt liv - og de er blevet til gode og smukke brugsguitarer, der faktisk bliver brugt.

En god kinesisk western har fået løst et typisk problem: Gribebrædtet havde efter nogen tid fået en bule/bakke, dér hvor krop og hals mødes.

To Gibson pickupper har fået nye "bundstykker"

Jeg eksperimenter med bedre måder at rette guitarhalse, der ikke har trussrods. Det handler om en styret varme- og fugtbehandling.

Jeg er løbet ind i en "hulens masse" jazzguitarer fra Höfner. De skal alle sættes i stand, pga løse limpunkter osv. For at få dem ud at arbejde igen, sætter jeg nok også pickupper på nogen af dem.

Min Vester Tele er blevet samlet og forbedret. Jeg købte 6 skilte guitarer af en mand der ville have ombygget dem, men som var gået i stå. Telen var een af dem - og den er blevet god og bedre end den var fra ny. Jeg smækkede et par bedre AlNiCo pickupper på guitaren. Vester havde sparet lidt dér.

Höfner violinbas i en skinnende ny udgave har fået genlimet sin hals fast på kroppen. Fabrikken havde været lidt for optimistiske, da de konstruerede bassen. Halsen faldt simpelthen af, da bassen væltede i øvelokalet.

Godwin bassen er kommet på banen igen. Jeg har limet og forseglet en revne i halsen, udskiftet en stemmeskrue, lavet en ny stol, udskiftet volumepotmetrene og ændret wiringen (så funktionerne fremstod langt mere logiske). Det er blevet til en spændende bas med med tyk tyk lyd.

Maya Grabber (elbas) efterligningen er på plads nu. En sjov og helt anderledes elbas. Den tidligere ejer havde sat en anden strengeholder på den, men havde ikke tænkt på at skabe stelforbindelse til strengene. Jeg har haft den udlånt til een der er meget begejstret for hvor støjsvag den er, set i forhold til en god Fenderkopi.

En gammel Aria Stratkopi fra halvfjerdserne er blevet efterset og justeret. En rigtig god oplevelse, den er sund, velbygget og så lyder den fedt. Maxon har lavet pickupperne, som er lavet med længere AlNiCo magneter. Flere af viklingerne ligger altså tættere på magneterne. Som modsætning kan nævnes Gibsons P90'ere, hvor viklingerne ligger som en ordentlig tyk pølse rundt om magneterne. Den traditionelle strat-pickup er en slags mellemting mellem de to yderligheder.

Senest har jeg foretaget småreparationer og vedligeholdelse på nogle basser og elguitarer. Instrumenterne lever til dagligt et aktivt liv, da de tilhører en musikskole.

Martin D-15 western guitaren som jeg brugte privat, har fået poleret bånd op langs halsens sider. Båndene "stak ud" ligesom på en supermarkedsguitar.

Ledningerne inde i min Cimar Les Paul er blevet loddet på plads igen. Nogen havde forsøgt sig med en meget kunstnerisk gang wiring. Interessant og komplet morsomt.

Min Single jazzguitar er ved at blive poleret lidt op - og den er osse ved at få rettet hals

I en lille bunke døde pickupper, fandt jeg tre der kunne genoplives - det blev de så.

Jeg har poleret små pletter maling af en Yamaha western guitar. Hvorfor fand . .   flytter "folk" ikke deres guitar mens de maler loft?

Jeg fandt en Westone Thunder I bass på et loppemarked, satte den i stand og solgte den samme dag. Intet under at den røg hurtigt. Det var gedigne materialer og godt håndværk.

Min Morris (Washburn Wing-type) har fået genetableret ledningssystemet.
Gad vide om guitaren reelt ikke er en Washburn med andet salgsnavn på (?)
Morris kan være overraskende gode og det er denne også.

En god western guitar har fået fjernet brum-problem fra piezo-pickuppen.

En ny elektrisk mandolin har fået hævet og flyttet saddelen, etableret stelforbindelse, genloddet pickupforbindelse og hævet sin stol. Jeg skal nok lade være med at nævne fabrikatet. Mandolinen er ikke ret gammel.

En skoleguitar med knækket hals er kommet til at spille igen

Min tresser Burns guitar er jeg ved at finde originale stumper til.

Et revnet dæk på en nylonstrengs Levin er blevet forseglet.

Et par tidlige Aria pickupper har fået den store voksbehandling. Kors, hvor det hjalp.

Jeg har rettet halsen op på en gammel japansk elbas.

Eko jazzguitar fra 1960 har fået rettet halsen efter at den løse hals har været dampet af og derefter er blevet genmonteret. Kan man skrive det sådan?

Höfner 50'erne Jazzguitar har fået gensamlet halsen, der var gået op i limningen m. m.
Den uoriginale stol er blevet tilpasset til tophvælvingens facon.

En nyere kineserbanjo er blevet justeret, så strengene ikke hopper af når man spiller.

Jeg er ved at vælge/udskifte højtalere i mit eget guitarkabinet. Efter at min yndlingsguitar har fået en anden pickup konstellation, passer højtalernes lyd ikke længere.

 
streg
 
streg