Guitarsamler
streg
Forside Guitarer Andet grej Reparationer Baggrund Alt det andet Kontakt
streg
 


Forhistorien

For godt 20 år siden fik jeg på mit gamle job en time til at rydde mit skrivebord og derefter et halvt års løn uden at skulle arbejde. Jeg havde ellers tilbragt mit arbejdsliv i højt tempo som leder og planlægger i den grafiske branche. Da jeg ikke er så go' til bare at sidde foran TV'et, fandt jeg på at genoptage min gamle hobby med at "bygge" guitarer. Jeg kunne jo ikke søge job døgnet rundt.

Allerede i folkeskolen havde vores sløjdlærer *Ole Bentzen sat os igang med at bygge rigtige strengeinstrumenter. De tre guitarer, jeg byggede, eksisterer ikke mere. Den, du ser på billedet, er bygget af min skolekammerat Peder Villemoes. Samme sløjdlærer fik også sat os i gang med at spille sammen i et lille orkester. Tak Ole, for et par rigtig gode startskud.
Da vi begyndte at spille beat-musik i 1966, havde vi flere amibitioner end vi havde kontanter. Derfor blev min Höfner elguitar bygget grundigt om, lakeret køkkenblå og udstyret med Vox V1 pickups. Jeg mener at den hed Sofus og at den eksisterer endnu, et sted hjemme i Odsherred. Se evt. et gammelt billede af Sofus her:

Det halve år med arbejdsfri løn brugte jeg i høj grad til at finde gamle guitarer på loppe-markeder, for derefter at sætte dem i stand. Det lykkedes mig også at købe restlagre af "stumper" fra nedlagte musikforretninger. Jeg fandt mig et job igen, men holdt fast i det med guitarerne. Nu er jeg stoppet på mit job som teknisk medarbejder på Campus Carlsberg, så der er blevet mere tid til at spille og til guitarværkstedet.

Min hobby gik efterhånden mere i retning af forbedring og ombygning af brugte guitarer.
Jeg samlede også en del guitarer af nye eller brugte reservedele. Derfor ordspillet om at jeg er guitarsamler.
Venner og bekendte bad mig at justere eller reparere deres gamle instrumenter. Efterhånden også de dyre amerikanske mærkevarer fra dengang Jimi Hendrix stadig levede. Eller de håndbyggede danske guitarer fra swingjazzens tid.
Det har givet mig et lidt afslappet forhold til vintage-hysteriet. Jeg går efter guitarer, der kan blive gode arbejdsheste igen og som gerne må være sjove eller spændende.

Igennem de årene har jeg repareret eller justeret mindst 2000 strengeinstrumenter. Det betyder for eksempel at jeg er blevet bedre til at sige nej til opgaver. Det kan handle om meningsløse ombygninger eller reparation af håbløse discountguitarer uden affektionsværdi. Da jeg ikke skal leve af min guitar-biks, kan jeg tillade mig at sige nej til opgaver der ikke giver mening.

Nu, hvor jeg har en hel del kunder, er en sidegevinst at jeg får lov til at møde en masse guitarister. En anden gevinst er at jeg jævnligt lærer et nyt lick eller fif af dem, der sidder hos mig og tester guitarer.

PeterFrostrup

* Nu 55 år senere har jeg haft fornøjelsen at istandsætte Ole Bentzens hjemmebyggede
   lut for hans datter, som arvede lutten.

Peders guitar
 
streg